Hvis du som kvinde skal frem i karrieren, kan du med fordel bruge andre kvinder. En ny svensk undersøgelse viser, at 57 procent af kvindelige chefer har anbefalet en anden kvinde til en chefstilling. Karen Sjørup, der er lektor og kvindeforsker på RUC, ser samme trend i Danmark. ”Mange kvindelige chefer ser det som en fordel at støtte andre kvinder til at blive chefer,” siger Karen Sjørup.

Ny type kvindelig leder

Karen Sjørup mener, at den kvindelige leder i dag ikke er bange for at støtte andre kvinder. ”Det er andre typer kvinder, der bliver chefer i dag. Kvinder, der også gerne vil have andre kvinder at støtte sig op ad. For ellers sidder de meget alene,” siger hun og henviser til, at kvinder i mandsdominerede ledelser hurtigt kan føle sig udelukket fra lederfællesskabet. ”Når der er flere kvinder, er det mindre dramatisk at være kvinde. Det gør det også lettere for kvinder at danne netværk.”

Bryd Rip-Rap-Rup-effekt

Imidlertid kan der være lang vej til reel ligestilling på ledelsesgangen. Både i Danmark og i Sverige er der stadig flere mænd end kvinder, der sidder i chefstolen. Og mændene har samme tendens til at pege på deres eget køn som kvinderne. Karen Sjørup mener, at vejen frem for at få brudt Rip-Rap-Rup-effekten er, at ikke alene kvindelige ledere, men også rekrutteringsselskaber peger på flere kvinder til lederstillinger. ”Jeg tror, at det handler om at få etableret en ledergruppe, der er mere forskelligartet,” siger Karen Sjørup.

Veluddannede kvinder står på spring

Og det mener hun, at der er gode udsigter til, da en stor del af rekrutteringsgrundlaget for kommende ledere er kvinder. I 2012 udgjorde kvindelige studerende 59 procent af samtlige optagne på Københavns Universitet. ”Hvis man ikke gør brug af det, går man glip af mange kompetencer,” siger Karen Sjørup.